Det belaster selv sagt statsfinanserne i importerende lande og truer disse landes
energisikkerhed, men det har også en række ulemper for eksportører. Høje subsidier giver et højere indenlandsk
forbrug og en hurtigere udtømning af naturressourcerne, dvs. færre
eksportindtægter. Ydermere gavner disse subsidier sjældent de
fattigste, men snarere middelklasse og overklasse. Subsidiering er
endvidere kendt for at føre til smugling og for at bremse for effektiviseringer af og investeringer i
energiinfrastruktur.
Importerer egen olie
Iran
udviser samtlige subsidieringssymtomer. Landet forbeholder olie til eksport, mens den iranske naturgas primært bruges i Irans kraftværker. Iran er imidlertid den
tredjestørste gasforbruger i verden. I 1980 var energiintensiteten i
Iran blandt verdens laveste - i 2008 lå den 40 procent over verdens
gennemsnit.
Ligesom andre eksportører af olie
mangler Iran raffinaderi-kapacitet. Landet må importere en tredjedel
af sin benzin og 10 procent af sin diesel samt se til, at
småhandlende fra nabolande dagligt krydser grænsen, tanker op og
videresælger benzin i hjemlandet med en god fortjeneste.
Socialt ansvarlig
Derfor fremlagde den iranske regering i
2010 en plan, der trinvist skal bringe benzinpriserne op på 90
procent af gennemsnittet i nabolandet. Tilsvarende skal gas koste 75
procent af gennemsnittet i nabolandene. Planen er blevet rost
af IMF og af The Economist for at være ambitiøs og socialt
ansvarlig. Iranere med mindre indtægter kan ansøge om at modtage
kontant kompensation på omkring 40 dollars om måneden.
Planen er imidlertid ikke så meget et
udtryk for socialpolitik som for sikkerhedspolitik. Under Libyenkrisen nægtede Iran sammen med hovedparten af OPEC-landene at øge produktionen - landets finanser menes simpelthen kun at hænge sammen ved den nuværende oliepris. Og jo længere Iran
kan presse sit energiforbrug ned, desto længere kan Irans 75 mio indbyggere nyde godt af landets naturressourcer.
Før
subsidiereformerne trådte i kraft, spåede vestlige eksperter, at de ville
føre til inflation og uroligheder a la dem, man så efter
præsidentvalget i 2009. Protesterne er imidlertid udeblevet og
Tehran står i dag en anelse bedre rustet til ikrafttrædelsen af EUs
sanktioner. Den langsomme udfasning af subsidierne og ibrugtagningen
af det første russiskbyggede atomkraftværk i Iran vil frigøre
gas og olie, som måske vil kunne afsættes til Kina eller andre
energihungrende lande, som ikke vil rette ind efter USA og EU.
Kilder:
Iran
Investment Monthly, January 2011, Vol. 5. Turquoise Partners
Iran
to Pare Food, Gas Subsidies
World
Energy Outlook 2010
IEA
Se også:
Alle
morgenvækningers moder
Saudi-Arabiens
anden agenda