olie
Priser, strategi og reserver
gas
naturgas, NLG, skifergas
kul
brun-, sten- og -minedrift
sikkerhed
økonomisk og militær
kernekraft
om a-kraft
vedvarende energi
om alternativerne
 

Subsidiernes svøbe I: Iran


16.02.12
Iran er ikke just i kridthuset i Vesten for tiden. Senest har præstestyrets manglende vilje til at samarbejde med det internationale atomagentur fået EU til at vedtage sanktioner mod landet. Der er imidlertid et andet hjørne af iransk energi- og sikkerhedspolitik, som har fået stor ros af vestlige organisationer og medier, nemlig landets planer for at udfase landets massive subsidiering af fossile brændsler.

Ifølge det Internationale Energiagentur IEA brugte verden i 2009 312 mia dollars på at holde priserne på olie, gas og kul kunstigt nede. Heraf stod Iran alene for godt femtedel - 66 mia dollars, svarende til omkring 22 procent af landets BNP. Det eneste land, der kan opvise højere tal er Uzbekistan.
 
 
De tider da en liter benzin kostede 800 rial (knap en halv krone) er forbi. Iran nedtrapper subsidierne.


Subsidiespild

Kunstigt lave priser blokerer markedssignaler og dermed lydhørheden over for høje verdensmarkedspriser. Det fører til ressourcespild - i tilfældet med fossile brændsler til et unødigt stort forbrug og tilsvarende unødigt høje CO2-udledninger. Dertil kommer, at subsidier på fossile brændsler er konkurrenceforvridende i forhold til grønne teknologier.

Det belaster selv sagt statsfinanserne i importerende lande og truer disse landes energisikkerhed, men det har også en række ulemper for eksportører. Høje subsidier giver et højere indenlandsk forbrug og en hurtigere udtømning af naturressourcerne, dvs. færre eksportindtægter. Ydermere gavner disse subsidier sjældent de fattigste, men snarere middelklasse og overklasse. Subsidiering er endvidere kendt for at føre til smugling og for at bremse for effektiviseringer af og investeringer i energiinfrastruktur.

Importerer egen olie
Iran udviser samtlige subsidieringssymtomer. Landet forbeholder olie til eksport, mens den iranske naturgas primært bruges i Irans kraftværker. Iran er imidlertid den tredjestørste gasforbruger i verden. I 1980 var energiintensiteten i Iran blandt verdens laveste - i 2008 lå den 40 procent over verdens gennemsnit.
Ligesom andre eksportører af olie mangler Iran raffinaderi-kapacitet. Landet må importere en tredjedel af sin benzin og 10 procent af sin diesel samt se til, at småhandlende fra nabolande dagligt krydser grænsen, tanker op og videresælger benzin i hjemlandet med en god fortjeneste.


Socialt ansvarlig

Derfor fremlagde den iranske regering i 2010 en plan, der trinvist skal bringe benzinpriserne op på 90 procent af gennemsnittet i nabolandet. Tilsvarende skal gas koste 75 procent af gennemsnittet i nabolandene. Planen er blevet rost af IMF og af The Economist for at være ambitiøs og socialt ansvarlig. Iranere med mindre indtægter kan ansøge om at modtage kontant kompensation på omkring 40 dollars om måneden.

Planen er imidlertid ikke så meget et udtryk for socialpolitik som for sikkerhedspolitik. Under Libyenkrisen nægtede Iran sammen med hovedparten af OPEC-landene at øge produktionen - landets finanser menes simpelthen kun at hænge sammen ved den nuværende oliepris. Og jo længere Iran kan presse sit energiforbrug ned, desto længere kan Irans 75 mio indbyggere nyde godt af landets naturressourcer.

Før subsidiereformerne trådte i kraft, spåede vestlige eksperter, at de ville føre til inflation og uroligheder a la dem, man så efter præsidentvalget i 2009. Protesterne er imidlertid udeblevet og Tehran står i dag en anelse bedre rustet til ikrafttrædelsen af EUs sanktioner. Den langsomme udfasning af subsidierne og ibrugtagningen af det første russiskbyggede atomkraftværk i Iran vil frigøre gas og olie, som måske vil kunne afsættes til Kina eller andre energihungrende lande, som ikke vil rette ind efter USA og EU.


Kilder:
Iran Investment Monthly
, January 2011, Vol. 5. Turquoise Partners
Iran to Pare Food, Gas Subsidies
World Energy Outlook 2010
IEA


Se også:
Alle morgenvækningers moder
Saudi-Arabiens anden agenda

 

 
Tilføj kommentar